Se dette nyhedsbrev i en browser

Vi er også på vinterarbejde

En af de mange opgaver vi løser, er at gøre vejene farbare, når sne og frost er på spil. Vi har i dag 33 ruter på landsplan for Vejdirektoratet både i Jylland, på Fyn og det meste af Sjælland. 

Vi kører med op til 126 biler i øst og 69 biler i vest, når både saltlastbiler og plovlastbiler er på opgave. I alt kan vi stille med 195 lastbiler.

Sæsonen går fra 1. oktober til 30. april. De veje som Vejdirektoratet overvåger, er forsynet med følere, så de fra deres døgnbemandede kontor i Aalborg konstant kan overvåge vejtemperaturerne. Når de nærmer sig et kritisk punkt, så aktiveres beredskabet, og de vognmænd, der er tilknyttet de enkelte ruter, ringes op. Her bliver det meddelt, om der skal saltes eller køres med sneplov. Ligeledes oplyses det, hvor meget salt der skal spredes ud på ruten afhængigt af temperaturen. Fra udkaldet kommer, har vognmanden 45 minutter til at køre ind på selve ruten og påbegynde arbejdet. 

Alt udstyr er forsynet med GPS, så Vejdirektoratet kan overvåge, at arbejdet udføres i rette tid og på rette måde, og ikke mindst uden at der køres for stærkt.

Arbejdet er et godt eksempel på det vi kan, nemlig at løse landsdækkende opgaver og samarbejde med lokale vognmænd. Denne opgave skal jo løses lokalt, da lastbilerne skal være på ruten inden for 45 minutter. DSV Transport er ”lokale i hele Danmark”.

Rigtig mange tons kørsel i Ballerup

For en af nordens største entreprenørselskaber, MT Højgaard, kører vi på en byggeplads i Ballerup, hvor der skal opføres et stort datacenter. Opgaven lyder på hele 90.000 tons jord, der skal køres væk, og 30.000 tons materialer der skal køres til byggepladsen. Det er Interxion, der skal bruge 14.000 kvadratmeter i Industriparken i Ballerup og investerer et trecifret millionbeløb. Det nye datacenter bliver nabo til det nuværende på omkring 7.000 kvadratmeter. Det skal tages i brug i 2022.

Den opgave kræver præcision 
 
Der er hektisk aktivitet på Statens Serum Institut i København på Artillerivej. Der skal udvides, og det skal gå stærkt. Vi har fået opgaven af vores gode kunde Adapteo med at transportere 30 modulbygninger frem og løfte dem på plads. Fem lastbiler transporterede i to fulde dage modulerne frem fra Greve og Randers. Modulerne skulle løftes ind over en eksisterende bygning, så der skulle en kraftig mobilkran på opgaven. Per Bertram Hansen fra vores afdeling i Vestdanmark havde snor i opgaven, og de 10 tons moduler kom alle på plads til aftalt tid.
Pr. 1. april 2021 kommer der nye priser på matrialer fra Munke Bjergby Grusgrav
 
Usorteret sandfyld kr. 25,00 pr. ton
DS401 kr. 30,00 pr. ton
Harpet sandfyld kr. 30,00 pr. ton
Filtermateriale A* kr. 67,00 pr. ton
Blandingssten 8/32* kr. 60,00 pr. ton
Blandingssten 32/180* kr. 60,00 pr. ton
Nøddesten * kr. 70,00 pr. ton
Ærtesten* kr. 80,00 pr. ton
Harpet muldjord 0‐8 kr. 72,00 pr. ton
 
*= ikke lagervare.
 
(Evt. projektpris ved større ordrer. Forbehold for udsolgte varer)
Åbningstider: Man-Tors. 06:00‐15:00 / Fredag 06:00‐13:00
Intet salg til private.
Alle priser er excl. råstofafgift på kr. 3,16 pr. tons og moms.
 
DSV Transport Munkebjergby Grusgrav, Dybendalvej 14B, 4190 Munkebjergby. Kontaktperson: Johan Bukholt, tlf. 40 63 69 68

 

Kvinder i Transportbranchen 

I en branche hvor kvinderne typisk er underrepræsenteret arbejder vi i DSV Transport på at få kvinderne repræsenteret i større grad, og det gælder både på vores kontorer, men også ude i førerhuset på lastbilerne. Vi er sikre på at en bedre fordeling mellem mænd og kvinder i vores branche, vil være en fordel for alle parter og derfor er vi glade for at kunne præsentere 3 af vores kvindelige chauffører i dette nyhedsbrev. Kunne denne branche også være noget for dig, uanset om det er bag rattet eller en computer på kontoret, så kontakt os gerne for en snak.

Ind med modermælken

Christina Sørensen har en kontoruddannelse, og sad bag skrivebordet og styrede administrationen. Det var ikke rigtigt, det hun drømte om. Så for knapt to år siden tog hun springet fra skrivebordsstolen til lastbilsædet. Det ”tunge” kørekort kom i hus, og det første job som chauffør kom nærmest samtidigt. Det var forvogn med kærre, der blev starten. ”Jeg trivedes ikke rigtig med  den løsning, så da muligheden kom, blev det trækker/trailer, der blev min hverdag” siger Christina, mens hun smutter ud af førerhuset for at tjekke luften på det højre trækhjul. Det driller lidt, og så er det jo en fordel at være en sød pige. For straks kommer der en hjælpende hånd. Christinas far, bror og kæreste er også i transportverdenen, så måske er det ikke så usædvanligt, at hun kom til samme branche. ”Det var et spring ind i en mandeverden, og jeg var noget betænkelig, da jeg tog hoppet, og der kommer nok en dag, hvor jobbet i førerhuset ikke passer ind i en børnefamilie, men indtil da er jeg glad for at ’rulle’ i den store Volvo” – slutter Christina og væk er hun. Christina kører for vognmand Flemming Nielsen, og det er anlægskørsel for os, der holder hjulene i gang i Christinas hverdag. 

Deler gerne ud af sit gode humør
 
Det er ikke hver dag du møder en chauffør i en ny Scania, hvor chaufføren er i fuldt nissekostume. ”Det er en mørk tid her om vinteren, så hvis jeg kan få smilet frem på bare én person, så er det en god dag”, siger Christina Riis, der helst vil kaldes Chris. ”Jeg har kørt lastbil i snart 20 år. Jeg startede med at køre betonkanon, fik så hængerkort, og kom i gang med at køre forvogn med kærre. Det var ikke lige mig, jeg vil helst køre trækker/trailer. Det er ikke altid nemt at være pige i en verden af store lastbiler. Det er ikke lastbilerne, der er udfordringen, men mere fordommene hos mændene der kan drille. Der er gammeldags vognmænd, der ikke kunne drømme om at ansætte en kvindelig lastbilchauffør, og uanset hvor godt jeg kører, vil selv den mest banale fejl blive bemærket. Jeg elsker mit job og især asfaltkørsel. Og jeg vil ikke lægge skjul på at kørsel for DSV Transport er min favorit. Og hvis jeg kan vælge frit på alle hylder, så bliver det asfaltkørsel for DSV Transport i en V8 Scania”, siger Chris og springer ind i førerhuset og bakker perfekt til aflæsningspladsen.
Førerhuset er en dejlig arbejdsplads
 
Interessen for at køre lastbil startede i fars førerhus, og det har ikke forandret sig. Monze styrer den kraftige Mercedes, som om hun aldrig har lavet andet, og det er også næsten sandheden. ”Jeg havde dog en stribe år som kranfører på Vejle Havn, da børnene var små. En hverdag som chauffør og små børn hænger ikke rigtigt sammen. 
Da jeg var mindre, var jeg ofte med i min fars lastbil, og jeg husker det som hyggeligt”, siger Monze, mens hun styrer ud fra byggepladsen i Taastrup. Jobbet i en mandsdomineret verden passer Monze godt, trods der kan komme nogle bemærkninger, der godt kunne undværes. ”Jeg fik et chaufførjob, men kom aldrig i gang, da vognmandskonen opdagede, at den nye chauffør var af samme køn som hende. Det var en noget flad oplevelse. Det ville nu være hyggeligt, hvis der var flere piger bag rattet, og måske en dag bliver det mere accepteret, for jeg er glad for jobbet og slipper ikke lige rattet i det store førerhus". Monze kører materialer til bygge- og anlægsbranchen for DSV Transport, og hun gør det godt.
Frameld dig dette nyhedsbrev