Tillykke med 40 år bag rattet
Der er blevet kørt mange læs materialer, siden Bruno stak lastbilkortet i lommen dengang i 1977. Det var militæret, der gav Bruno kortet, men det skulle være entreprenørkørsel, der i fremtiden gav til huslejen. Bruno havde siden skoleafslutningen kørt på en maskinstation, men lastbilerne trak, og det blev vognmand Anton Nielsen på Fyn, der fik Bruno bag rattet i en Scania 111 - den med snude.
I 10 år kørte Bruno for Anton, og da han overdrog firmaet til Superfos, fulgte Bruno med. NCC overtog firmaet to år efter, og igen ville de gerne have en dygtig chauffør med. Sådan foregik det fremover. I alt 7 firmaer har Bruno kørt for, efterhånden som firmaerne blev solgt. For 10 år siden overtog vi firmaet, og samtidig fik Bruno en spritny Mercedes-lastbil. 'Jeg har hele tiden gerne villet køre med entreprenørmaterialer og har et godt samarbejde med grusgravene og asfaltfabrikkerne, så jeg ville gerne med, når firmaer, jeg kørte for, blev solgt,' siger Bruno, mens han bakker ind på Nyborg Havn for at få et læs skærver fra Norge. De skal til NCC og blive en del af vejbelægningen.'Jeg har kørt lastbil i mange år og fortsætter gerne, selvom jeg kan gå på pension næste år, bare jeg ikke skal overnatte i lastbilen,' slutter Bruno.
Vi takker for samarbejdet med en stabil chauffør og er overbevist om, at der er mange kilometer i Bruno i årene frem.
|