Se dette nyhedsbrev i en browser
Vognmandens dag 2024 blev et tilløbsstykke
 
Traditionen med at vi mødes med vores trofaste vognmænd, gentog vi her i april. Vi havde glæden af, at der var så mange der stillede op, og vi kunne tilbyde et stærkt program om fremtidens muligheder og udfordringer som vognmand. De nye vejskatter blev belyst, den fremtidige omstilling fra dieselolie til el, og de nye vægtgrænser for vogntog, blev gennemgået. Vi kunne oplyse om de digitale løsninger, der løbende bliver udviklet for at forenkle hverdagen i den travle vognmandsforretning.
 
Eftermiddagen bød på sol, samt pølse-, pandekage- og kaffe boder, og en stribe af de nyeste lastbiler, og en rigtig klassisk langsnudet Scania fra ”de gode gamle dage”. Vi kunne også præsentere en rigtig nyhed, nemlig vores nye el lastbil som er Danmarks første 56 tons trækker på ren el, som blev introduceret til vognmandens dag 2024.
 
Tak til alle jer der kom, og til vores gode samarbejdspartnere for at komme på denne lørdag.
 
Eskebjerg grusgraven har tryk på leveringerne
 
I vores nye grusgrav i Vestsjælland har markmand Johan Bukholt travlt. Der ruller op til 5.700 tons ud af grusgraven på de travleste dage. ”Vi har alene til Novo byggeriet i Kalundborg leveret over 100.000 tons rågrus til entreprenørvirksomheden Munck Gruppen” siger Johan. Mange lokale vognmænd løser opgaven for os, og vi er glade for
det gode samarbejde.
Så kører vi igen på E45

På strækningen fra Aarhus Genvej til Aarhus Nord skal vi kører jord væk og materialer til motorvejsudbygningen de næste to år. Vi henter materialerne fra flere grusgrave, og overskudsjorden køres til støjvolde. Det er M.J. Eriksson vi løser opgaven for, og strækningen skal stå færdig sommeren 2026.

Velkommen til vores to nye medarbejdere i Roskilde

Anne-Sofie Brask er startet som projektansvarlig for ESG. Anne-Sofie kommer til at arbejde tæt sammen med ledelsen, for at udvikle, og sætte vores ESG-strategi i værk. Hendes primære rolle vil bestå af identifikation af bæredygtige initiativer, samarbejde med interne og eksterne interessenter, og rapportering af vores ESG-praksisser. Det handler om at finde måder, hvorpå vi kan gøre vores, for at være mere bæredygtige og ansvarlige i vores drift. Anne-Sofie ser frem til rejsen mod yderligere at styrke vores grønne omstilling. Anne-Sofie har en baggrund i kommunikation, og har erfaring som projektleder.
Magnus Winther Jessen er startet som projektkoordinator i jordafdelingen. Magnus skal være med til at sikre, at jordhåndteringen mellem vores aktører sker i henhold til gældende lovgivning, ogbliver korrekt klassificeret og anmeldt. Derudover har han også en naturlig interesse i at gøre det så effektivt og grønt som muligt, med henblik på at styrke vores ESG-profil over tid. Magnus har en uddannelsesmæssig baggrund i geografi, og har sidenhen beskæftiget sig med vertikalt landbrug, hvor bæredygtig udvikling og projektkoordinering på tværs af aktører og lovgivning har spillet en stor rolle.
Vi henter strøm fra taget

I februar måned påbegyndte vi etableringen af solceller på taget af vores hovedkontor i Roskilde. Næsten hele taget er blevet monteret med solceller, og tiltaget er en del af vores ESG-strategi, om at nedbringe vores CO2-aftryk. Monteringen vil halvere vores forbrug af ”sort strøm” på Gammel Marbjergvej. Arbejdet er færdiggjort, og nu afventer vi blot
myndighedernes ibrugtagningstilladelse.


Stort tillykke

Salgssupport Merete Hinrichsen kunne fejre 25-års jubilæum hos os den 6. april.
Kontorassistent Yvonne Hochloff fyldte 60 år den 9. marts.
Frameld dig dette nyhedsbrev