Se dette nyhedsbrev i en browser

Så blev motortrafikvejen åbnet

Fredag den 29. november åbnede transportminister Pia Olsen Dyhr den længe ventede motortrafikvej (Rute 21) mellem Tuse og Vig.
Den cirka 20 kilometer lange motortrafikvej vil først og fremmest forbedre færdselssikkerheden for de mange trafikanter på strækningen. Samtidig bliver køreturen til Sjællands Odde både lettere og hurtigere for de mange rejsende, der dagligt benytter færgeforbindelsen over Kattegat.

DSV Transport har leveret betydelige mængder af materialer og asfalt til den store byggeplads, og på trods af at vintervejret drillede i foråret, lykkedes det at få vejen færdiggjort, inden vinteren sætter ind.
 
Da transportministeren åbnede den nye motortrafikvej, hæftede hun sig især ved den forbedrede færdselssikkerhed på strækningen:
"Det er glædeligt, at projektets udformning kan bidrage til, at trafiksikkerheden på strækningen fremover øges. Hvad enten det drejer sig om at transportere sig til og fra arbejde eller fritidsaktiviteter eller om at køre børnene i skole, så får trafikanterne i området nu en meget mere sikker vej at færdes på," sagde Pia Olsen Dyhr.
SIKRERE 2+1-VEJ
Motortrafikvejen er en såkaldt "2+1-vej" med mulighed for overhalinger i et ekstra spor i skiftevis nord- og sydgående retning. Dermed bliver det både nemmere og sikrere at overhale. Desuden vil der på hele strækningen blive opsat et midterautoværn, som forhindrer sammenstød mellem modkørende trafikanter.

Samtidig leder den nye vej bilerne uden om en række mindre bysamfund, som i dag belastes af megen gennemkørende trafik, og det bliver fremover langt nemmere at færdes i disse byer. Endelig reduceres støjen for de borgere, der bor tæt op af den nuværende landevej.

15.000 BILER DAGLIGT
Såvel den regionale trafik som områdets mange sommerhusgæster får også gavn af de forbedrede trafikforhold. Vejdirektoratet forventer således, at motortrafikvejen dagligt vil blive benyttet af mellem 10.000 og 15.000 biler, som ellers ville have anvendt den nuværende landevej. 

Mange tons kørsel fra Køge Havn

- Peter Wind og vognmanden udveksler julehilsner, inden Scaniaen skal af sted på næste runde.
Transport af affald fra andre lande til dansk forbrændingsanlæg er en voksende forretning og en nyttig energikilde.

Vi er netop nu ved at transportere knapt 3.000 tons EU-certificeret affald fra Irland til Kara-forbrændingsanlægget i Roskilde. Det er shippingfirmaet i Køge, Wind Shipping, der har ansvaret for hele transporten – fra Irland med skib og fra havnen med lastbiler videre til forbrændingsanlægget.

- Vi har valgt, at DSV Transport skal stå for transporten mellem havnen i Køge og forbrændingsanlægget, da vi så er sikre på, at alle aftaler overholdes, siger Peter Wind, der er indehaver af Wind Shipping. Med et skib ved kajen og en lossemaskine til en samlet timepris på tæt ved 3.000 kroner kan vi ikke pludselig stå og mangle lastbiler. Vi ved, at de nødvendige lastbiler er til rådighed, indtil skibet er losset, og det giver mig tryghed for, at opgaven bliver løst til punkt og prikke, fortsætter Peter, der har gode relationer til DSV Transport.

Glædelig jul til dig og dine

Nytåret nærmer sig – og jeg vil gerne takke alle kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere for det år, som snart erstattes af 2014. 2013 har på mange måder været et år præget af store udsving. Hvad angår vejret, oplevede vi først en vinter, som ikke ville slippe sit tag, og dernæst en varm sommer, der varede ved og ved. Året bød desuden på perioder med stor mangel på biler og desværre også på perioder med for lav beskæftigelse. Alt sammen præget af et uroligt entreprenørmarked, hvor de store konkurser i efteråret satte scenen.

Det nye år kender vi ikke, men vi ved dog allerede, at mange spændende opgaver venter på at blive løst. Vi vil gøre vores til, at det sker på allerbedste vis.

Jeg vil benytte lejligheden til at ønske dig og din familie en dejlig jul og et spændende 2014.

Lars Kristoffersen
Send dit forslag til et spændende indlæg, der kan bringes her i nyhedsbrevet. Send dit forslag til Lars Kristoffersen på lars.buck.kristoffersen@dsvtransport.dk. Indlæg der bliver bragt, udløser tre flasker dejlig rødvin til initiativtageren.
Frameld dig dette nyhedsbrev