Se dette nyhedsbrev i en browser

42 pavilloner til Sejergaardsskolen

Specielle transportopgaver er en hjørnesten hos DSV Transport, og da der skulle transporteres 42 nye pavilloner fra Løgstør til Tølløse, så var Morten "Mulle" Højbjerg lige manden med løsningen.

Pavillonerne blev leveret over tre kørsler, og ruten gik fra Løgstør til den store plads i Øm. Da pavillonerne ikke overskred 365 cm i bredden, krævede det ikke, at der var følgebiler med på opgaven. Det kræver dog, at lastbilen har spejle, der giver det korrekte overblik bagud. Den bredeste transport "Mulle" har været involveret i, er at transportere en enorm stålkonstruktion på hele 7,45 meter i bredden fra Lynge til Hillerød.

Genbrugspladserne i Frederikssund

Fra den 1. november er de tre genbrugspladser i Frederikssund Kommune blevet håndteret af DSV Transports lastbiler.

Det er Vestforbrændingen, som driver pladserne, og som vi har skrevet kontrakt med. Aftalen kører i tre år, med mulighed for forlængelse. Opgaven giver kørsel til 2-3 lastbiler hver dag. Det er Henrik Christoffersen i Øm, der har forhandlet aftalen i hus.

Tonsvis af roer

Hvert år flytter DSV Transport enorme mængder af roer. I år skal 330.000 tons roer transporteres, og området dækker det sydvestlige Sjælland og Møn.

Fire roeoptagere rydder markerne, og omkring 25 lastbiler kører roerne fra landmændenes marker til sukkerfabrikken i Nakskov. Det er hovedsageligt tipsættevogne, som klarer flytningen af de mange roer. Kørslen foregår fra slutningen af september til hen i januar. Da en roe vejer cirka et kilo, så bliver det til 330 millioner kilo roer. En roe indeholder cirka en femtedel sukker. Det giver 66 millioner poser sukker af et kilo, når roerne har været gennem sukkerfabrikken.

To gange rund fødselsdag

Den 30. november fylder Bodil Bengtzon 60 år, og der skal lyde et stort tillykke til Bodil.

I 2004 kom Bodil til DSV som ferieafløser, og året efter blev det til en fast stilling. Hverdagen går med at holde styr på økonomien i entreprenørafdelingen, og dermed at få puslespillet til at gå op mellem vognmændene, grusgravene, jordtip og kunderne. Bodil samler alle papirerne og udfylder "forklædet", som danner grundlag for afregning til vognmændene og fakturering af kunderne.

Den 27. november kan Nicolai Raun fejre sin 40 års fødselsdag. Tillykke til Nicolai. Det er tilbage i 1995 Nicolai tiltrådte stillingen som regnskabselev hos DSV, og dengang var det på kontoret i Skuldelev. Efter endt uddannelse, og regnskaberne ikke gav spænding nok, flyttede Nicolai til kørselsafdelingen for container, korn og foderstoffer. Efter nogle år gik det videre til entreprenørafdelingen, med hovedvægt på asfaltkørsel. I 2009 blev Nicolai udnævnt til administrationschef, og i dag er der 23 kollegaer, der refererer til Nicolai samtidig med, at et nyt IT system skal integreres, og flere af de store entreprenørkunder skal plejes.
Send dit forslag til et spændende indlæg, der kan bringes her i nyhedsbrevet. Send dit forslag til Lars Kristoffersen på lars.buck.kristoffersen@dsvtransport.dk. Indlæg der bliver bragt, udløser tre flasker dejlig rødvin til initiativtageren.
Frameld dig dette nyhedsbrev