Se dette nyhedsbrev i en browser
Så er datoen sat
Igen i år har vi planlagt en spændende dag for vores vognmænd. Det bliver lørdag den 13. april, hvor vi mødes i Tune Kursuscenter om formiddagen og efterfølgende har vi åbent hus på Gl. Marbjergvej. Traditionen tro vil der være pølsevogn, pandekagevogn og kaffe-tuktuk, og alle vores samarbejdspartnere inden for bl.a. olie, lastbiler, trailere og meget mere, vil være til stede. Vi ser frem til at mødes med jer og dele ud af relevante informationer, som den kommende kilometerafgift, den nye dimensionsbekendtgørelse, el-lastbiler og mange andre nyheder fra DSV Transport.

Tilmeldinger sker som altid til Ida Pedersen på mail: ip@dsvtransport.dk.

Vi styrker kræfterne i vores Vejleafdeling
Det er med glæde, vi kan fortælle, at Rasmus Bildstrup starter 1. marts. Formålet med at få Rasmus med på holdet, er at vi ønsker at være mere til stede ude på projekterne. Med erfaringer fra transportbranchen skal Rasmus ud og betjene vores kommende og nuværende kunder i det sydlige Jylland og på Fyn. For os er det vigtigt, at vi er synlige, også efter at projekterne er gået i gang. Derfor vil Rasmus være med i hele forløbet, fra opgaven er i hus, til den er gennemført. Tag godt imod Rasmus.
Tillykke med de 40 år
Da Ejvind fik kortet i lommen som 18 årig, så skulle der køres lastbil, og sådan blev skinnerne lagt til fremtiden som vognmand. Som 24-årig købte Ejvind Larsen sin første lastbil, en fireakslet Scania 111L. Den 31. marts er det 40 år siden, den første Scania blev købt, og det bliver fejret i Karise, hvor Ejvind driver sin forretning.

Da den fireakslede var handlet, så ringede Ejvind til Leif Tullberg og begyndte at køre for DSV. Sådan har det været siden, dog med den lille krølle, at det i dag er DSV Transport, og ikke det ”blå” DSV, Ejvinds lastbiler kører for.
Da vi altid har ønsket at have en tæt kommunikation med de mange vognmænd vi samarbejder med, så blev der for 15 år siden dannet en mindre vognmandsgruppe, der ville være en form for bindeled mellem alle vognmændene og hovedkontoret. Da små udfordringer kan vokse sig store, når bølgerne går højt i en presset hverdag, er vognmandsgruppen en vigtig og værdsat gruppe vognmænd, der mødes fire gange årligt med ledergruppen hos os og der får vi en god og givende dialog. Ejvind har været med fra starten, men giver nu stafetten videre og vi vil her takke for indsatsen og de mange timer der er lagt i opgaven de sidste 15 år.

Ejvind har i dag sluppet rattet i lastbilen, og hans trofaste chauffører klarer opgaverne. Interessen for at kører er nu ikke skrinlagt, og når solen lokker kalechen ned på hans Cadillac, så er landevejene Ejvinds.
 
Se Ejvinds første og nyeste lastbil her.
Affald bliver til energi
Vi har haft travlt med at køre husholdningsaffald fra Køge Havn til ARGO i Roskilde. Affaldet kom helt fra Napoli hvor de ikke kan stille med et forbrændingsanlæg. Det kan vi herhjemme, og så ender affaldet som energi, og ikke på en losseplads. Skibet rummede 100 lastbillæs og vi stillede med lastbiler. På prøvestenen i København kommer der også skibe og de har også cirka 100 læs med i lasten. Torben var med på holdet af lastbiler der tog turen fra skibet til Amagerværket, og han klarede turen i fin stil i Scania’en.
DSV Transport A/S har tilføjet et meget vigtigt og afgørende indsatsområde
Med ønsket om at styrke bæredygtighed og ESG, slår vi en ny stilling op. ”Vores branche vil de kommende 10 år står overfor en historisk forandring og omstilling, både i forhold til nye drivmidler, lastbiler og opbygninger, men i lige så høj grad en række krav og forventninger fra vores kunder, samarbejdspartnere og leverandører”. Ordene kommer fra CEO Lars Saltoft Kristoffersen, og han fortsætter; ”Overskriften vil være den grønne omstilling, men underliggende bygger det jo på mange elementer og her vil et gennemgående tema være ESG og bæredygtighed. Derfor skal vi i DSV Transport have kompetencer og viden tilført på dette område, og derfor er det besluttet at vi har indledt rekrutteringen af en projektleder der får ansvaret for netop ESG og den grønne
omstilling.

 
”Det bliver fremover utroligt vigtigt, at vi kan få bæredygtighed overført til vores kundeaktiviteter og derved gøre vores kunder mere konkurrencedygtige ved at tilbyde grønne tiltag som en del af deres projekter, og her har vi valgt at tage skridtet fuldt ud, så vi fremover står stærkt i forhold til de krav og forventninger som vi indenfor ganske kort tid mødes af. Den nye projektleder får base på
hovedkontoret i Roskilde, og skal arbejde på tværs af alle afdelinger og i begge regioner” slutter Lars Saltoft Kristoffersen.
Tillykke til Kristian og Thomas
Tillykke til Kristian Mikkelsen, der fylder 40 år på lørdag, og Thomas Jørgensen, der runder 50 år på søndag.
Frameld dig dette nyhedsbrev