Tillykke med de 40 år Da Ejvind fik kortet i lommen som 18 årig, så skulle der køres lastbil, og sådan blev skinnerne lagt til fremtiden som vognmand. Som 24-årig købte Ejvind Larsen sin første lastbil, en fireakslet Scania 111L. Den 31. marts er det 40 år siden, den første Scania blev købt, og det bliver fejret i Karise, hvor Ejvind driver sin forretning.
Da den fireakslede var handlet, så ringede Ejvind til Leif Tullberg og begyndte at køre for DSV. Sådan har det været siden, dog med den lille krølle, at det i dag er DSV Transport, og ikke det ”blå” DSV, Ejvinds lastbiler kører for. Da vi altid har ønsket at have en tæt kommunikation med de mange vognmænd vi samarbejder med, så blev der for 15 år siden dannet en mindre vognmandsgruppe, der ville være en form for bindeled mellem alle vognmændene og hovedkontoret. Da små udfordringer kan vokse sig store, når bølgerne går højt i en presset hverdag, er vognmandsgruppen en vigtig og værdsat gruppe vognmænd, der mødes fire gange årligt med ledergruppen hos os og der får vi en god og givende dialog. Ejvind har været med fra starten, men giver nu stafetten videre og vi vil her takke for indsatsen og de mange timer der er lagt i opgaven de sidste 15 år.
Ejvind har i dag sluppet rattet i lastbilen, og hans trofaste chauffører klarer opgaverne. Interessen for at kører er nu ikke skrinlagt, og når solen lokker kalechen ned på hans Cadillac, så er landevejene Ejvinds.
Se Ejvinds første og nyeste lastbil her.
|